Forfatter

I 1994 udkom min første bog på Gyldendal. Det var en børnebog i serien 'Gyldendal DINGO', og den hørte til genren 'Sjove bøger' og hedder 'Plukfisk og rævestreger'. Senere er det blevet til flere bøger, som med den sidst udkomne bliver til 14 i alt.

Jeg har bevæget mig rundt mellem forskellige målgrupper fra de helt lette bøger, som kan læses af de små nybegyndere over de lidt mere øvede læsere og til voksenbøger. Genrerne har også spændt vidt. Sjov og alvor. Moral og etik. Sorgbehandling. Kriser i familien som skilsmisse og alkoholmisbrug, ghostwriting (Danmarks mindste mand), erindringer og fortællinger som i 'Blandede bolsjer'. 

Jeg elsker at skrive og fortælle en god historie. At finde de store ting i det små, at underholde, at sætte ting på spidsen og at huske tilbage og mindes. 'Blandede bolsjer' er et miks af min fantasi, den sande virkelighed, egne oplevelser, fortællinger om mennesker, jeg har mødt, kendt eller beundret, tanker, jeg har tænkt, sangtekster, jeg har skrevet, og fotos, jeg har taget ved Limfjorden - med tilhørende rim.